Polen 2000

Send en mail til os

Der blev talt meget om hvor vi skulle holde ferien i 2000, og de tidligere østlande blev nævnt flere gange. Til sidst endte det med Polen, da vi håbede, at der stadig var noget af det gamle Polen tilbage.

Huset vi boede i.		En af byens tre butikker Byens kirke.	En af de lokale.
Den første uge af ferien skulle holdes i "Sydpolen", nærmere betegnet ganske få kilometer fra den Slovakiske grænse. Byen var en lille flække som hedder Korbielowe. Her var der polsk miljø, og det var også det eneste "gamle" Polen vi fik at se rigtig.

De har mange elendige veje i Polen, så vores beregnede køretid hang slet ikke sammen. Vi talte endda om, at det var godt vi ikke havde campingvognen med, for så var det hele da raslet ud af skuffer og skabe.

Vogn monteret på mc.		Miljøer fra Korbielowe.	Spisested i Slovakiet.
Tatrybjergene ved Zakopane.	Vi fandt hurtig ud af, at der var visse fordele ved at bo så tæt på Slovakiet. Spisestederne var billigere i Slovakiet.
Kirken i Chocholow.	Byen Chocholow er også speciel. Husene er bygget af bjælker, og før betød jo større og færre antal bjælker, jo mere rigdom. Så tæl bjælkerne for rigdom.		Gade og hus i Chocholow.

Når vi skulle til Zakopane, kørte vi igennem Slovakiet, det var kortere, og deres veje var faktisk bedre.
Vi havde lidt "sjov" med grænsevagterne til at starte med, men efterhånden var vores pas helt stemplet til, så holdt de op med at undersøge os alt for grundig. Det eneste vi måtte forklare var hvorfor en bil under 4 år ikke har et synsmærke med årstal på.
GODT RÅD! Hvis din bil er over 4 år, så skal du have synsmærket klistret i ruden...


		Dette er miljøer fra byen Zakopane, stort skisportssted. Der var meget hyggeligt i byen, og vi kunne godt tænke os at besøge den igen.

Vi kørte meget rundt derned, og selvom det ikke så langt ud på kortet, så tog det altid lang tid, mest på grund af vejenes tilstand, men der manglede også noget skiltning ind imellem. Vi erfarede, at det der med smutveje på kortet, skulle man være lidt varsom med, da det ikke altid var lige godt.


Turen gik også til Auschwitz og Birkenau. Det er ikke en fornøjelsestur, og skal ikke tages som adspredelse. Og folk gik stille rundt der. Det kan være lidt svært at forklare børn, hvad der foregik der. Og jeg brød mig bestemt ikke om at besøge stedet hvor der blev gasset folk. Her menes selve gaskamrene. Så det var hurtig gennemgang her for undertegnede.

Hvis man ikke har styr på sin psyke, så er Auschwitz og Birkenau nok ikke lige stederne at besøge...
Vi besøgte også Saltminen i Wieliczka som ligger ved Krakow. Vi nåede dog ikke at se Krakow by denne gang.


Turen ned i Saltminen, foregik via en masse trapper, hvor mange vides ikke. Her blev vi guidet rundt, og fik fortalt om minen, af en meget humoristisk guide. Turen op var ubehagelig, den foregik i en femetaget elevator i total mørke, og med en fart, man skulle tro var løgn.

*******************
Efter den første uge, blev teltpælene hevet op, og vi kørte længere op i Polen, og boede en 30 km udenfor Wroclaw i byen Sulistrowiczki.

			Den lokale butik.
Vi blev her modtaget af ejeren selv, som boede i Wroclaw. Han bød på temmelig stærk hjemmebryg, så vi var nær gået i brædderne.			Byens kirke.

Der er et stort indkøbscenter i Wroclaw, og her kunne man købe fint oksekød til en 20-30 kr/kg, så vi gjorde meget i store røde bøffer.

Miljøer fra Swidnica.

Vi besøgte også byen Swidnica, her var der sket en omfattende restaurering af hele bymidten, og det så rigtig godt ud. Vi så den enorme kirke, men kunne ikke finde nogle billeder af den, og der var opsyn, så vi kunne ikke bare knipse løs med kameraet. Besøget i byen indbefattede også en parkeringsbøde...

	I byen Klodzko besøgte vi en af kirkerne i byen, inden vi travede til toppen af byen, hvor fæstningen ligger. Her var der rundvisning ned i de underjordiske gange, hvor man til tider kunne få en tendens til klaustrofobi, men ellers meget spændende.

Desværre blev det i uge nummer to en ret våd oplevelse, og den lille by vi boede i nærheden af, der begyndte de at lægge sandsække ud langs med byens vandløb, som steg faretruende.


	Vi besøgte også slottet Ksiaz, der på tysk hedder Fürstenstein. Det ligger mellem de to store industribyer Walbrzych og Swiebodzice.

Under krigen var her hovedkvarter for Hitler, og efter krigen var slottet ribbet for værdier.
Indtil krigen var slottet ejet af familien Hochberg, og den sidste ejer flygtede til England ved krigens start.
Efter en spændende ferie i Polen, vendte vi atter næsen hjem, og morede os lidt over bilen som kørte frem og tilbage med grillkyllinger og friter, mens vi ventede de 3-4 timer for at komme over grænsen til Tyskland.

Til toppen
Opdateret d. 14.6.2002